Billedkunstneren Hans Krull

Værkerne på denne side er lavet af Hans Krull, dansk grafiker, maler og billedhugger, uddannet på kunstakademiet i Krakow. 

Tilknytningen til Alias Forlag sker i forbindelse med, at nogle af Hans Krulls billeder efter aftale med kunstneren anvendes som billeder i Linda Heide Ottosens digtsamling Fra støv til lys (udgivet august 2026). 

"Hans Krull overgiver sig aldrig"

Forfatter Carsten Jensen skriver om Hans Krull: "Det er Hans Krulls skyld, jeg blev forfatter. Jeg ville i virkeligheden hellere have været maler. Jeg syntes selv, jeg havde talent. I sommeren 1969 gik Hans og jeg rundt i Marstals gader og tegnede. Vi havde hver sin skitseblok i hånden, og så opdagede jeg, at talent, det havde jeg ikke. I hvert fald ikke sammenlignet med Hans. Hans tegnede løs, jeg tegnede stift og villet. Jeg mente om mig selv, at jeg var dybere end Hans. Jeg forvekslede den tilsyneladende lethed i hans streg med overfladiskhed. Men overfladisk var han ikke. Han var bare en vulkan i livslangt udbrud, og vulkaner har dybe rødder.

I virkeligheden er det ikke Hans, der tegner. Det er hans gener. Jeg var ikke tilstede dengang, men alligevel er jeg sikker på,  at han forlod moderskødet med blyant og pensel i hånden. Jeg kunne se det, når han stod med tuschpennen. Selvom han var færdig med en skitse, stoppede hånden ikke sine bevægelser. Den blev ved med at tegne i den tomme luft. Så ramte den næste ark og fortsatte. Det er en lang streg, der aldrig stopper, men ufortrødent løber gennem tiden og livet, og det har den gjort i snart 60 år."

"Det er derfor, jeg mener, Hans som kunstner også er et naturfænomen. Han har skolet sin streg, han er blevet teknisk mere og mere raffineret, men det er den samme ubrudte, aldrig standsende streg, og jeg kan bevidne det, for jeg så den for over 40 år siden, og mine kunstnerdrømme blev kørt over af den, og jeg måber stadig. 

Nu har Hans lavet en udstilling om flyvninger, skibe og deres passagerer. Flyet repræsenterer den moderne rejsende, skibet den evige, der tager form af grønlandske kajakker, venetianske gondoler, udriggerkanoer, en parade af graciøse æstetiske former, der er i stand til at trodse enhver storm. De kommer sejlende ladet med en broget skare af abeguder, buddhaer og yppige kvinder. Der er citater fra fjern og fremmed kultur, Bali og japanske No-masker, i en stor favnende generøst inkluderende bevægelse, som er essensen af Hans Krull og hans kunst. Hvor er de på vej hen? Karons færge, også den en kano, er der måske også, midt på dødens flod. Men når den frem? Er ikke også døden en rejse? Ligesom Hans Krulls vulkanske streg, der bare fortsætter og fortsætter i en hyldest til livets ustandselige bevægelse?"

Carsten Jensen om Hans Krull

 

Digtsamlingen Fra lys til støv indeholder dels nogle af Hans Krulls tidligere værker, dels helt nye billeder lavet specielt til Linda Heide Ottosens digtsamling. 

Nedenfor ses nogle af de Hans Krull billeder, der pryder digtsamlingen Fra støv til lys.                    Copyright Hans Krull

Klik på billede for forstørrelse.

Copyright Hans Krull

Sanseoplevelse af fine ord og billeder på godt papir